Min første actionfigur!
Jeg har for nylig fået et mindre lot Masters of the Universe figurer hjem, og i den sammenhæng kom jeg til at tænke tilbage på hvordan det hele startede. Så hvis i nu læner jer tilbage og napper en Werther’s Echte, så skal jeg fortælle en historie om gamle dage..
.. Tilbage i 80erne, mens Schlüter var statsminister og Danmark for alvor forelskede sig i fodbold takket være Laudrup og Elkjær, da var der nogle eksotiske amerikanere på besøg hos 5-årige begejstrede Rune. Vi blev gode venner, og i løbet af årene blev der sendt lidt gaver frem og tilbage. En jul, jeg tror det var i 1986, lå der sådan en underlig fætter i pakken. Han lignede en farverig robot, med røde ben, gennemsigtig krop og en hånd der kunne skiftes ud. I pakken lå der også en lille tegneserie, som jeg med stort besvær fik læst igennem. Den blev faktisk læst mange gange. Rigtig mange gange. Figuren hed i øvrigt opfindsomt nok “Roboto”.
He-Man everywhere!
Et halvt års tid senere dukkede denne her robot-mand op i reklamerne og legetøjsbutikkerne i Danmark, og pludselig er Masters-bølgen kommet til landet, og ALLE drenge jeg kender har ret hurtigt mindst éen Masters-figur. Allerede der går min samler-mani i gang, og jeg skynder mig at samle og samle og samle, og krydser af på plakaterne hvilke jeg har og så videre. De mange små tegneserier hober sig op, og jeg lærer overraskende meget engelsk af dem.
Men, som det jo går, så mister He-Man og Skeletor publikum. Lige så hurtigt de blev store, lige så hurtigt forsvandt de igen. Man forsøgte ganske vist med noget New Adventures of He-Man, som ikke rigtig hittede i Danmark, men ellers var det slut med Orko, Teela, Evil-Lyn, Hordak og alle de andre farverige figurer fra He-Mans univers.
Men nu er det jeres tur. Hvad var jeres første actionfigur?