Det Glemte Legetøj: Mighty Max

Velkommen til en ny serie her på Toys’N’Loot. Min tanke med denne er at sætte fokus på de mange forskellige glemte og obskure legetøjsserier fra 80erne og 90erne. Vi kender alle til historierne bag Star Wars, Masters of the Universe og Transformers, så jeg tænker de mindre kendte serier fortjener at få lidt spotlight også.

Til denne første artikel har jeg valgt at sætte fokus på en serie fra England: Mighty Max. Se, tilbage i 1989 opfandt engelske Bluebird Toys en legetøjsserie for piger der blev super-populær: Polly Pocket. De fleste af jer har nok hørt om den (og vi har i øvrigt også lidt af den til salg). Polly Pocket blev så stort at man følte sig nødsaget til at udvikle en lignende serie til drengene. Og det er her Mighty Max kommer ind i billedet.

Mighty Max Playsets

Mighty Max Playsets

Mighty Max startede i 1992, små 3 år efter Polly Pocket erobrede verden, og selv om serien blev et rimeligt hit nåede den aldrig de samme højder som Polly Pocket gjorde det. En af udfordringerne var at der stadig var massiv konkurrence om drengenes gunst – GI Joe kørte stadigvæk, Ninja Turtles var populære, Nintendoen og Amigaen var “in”, Trash Bag Bunch, Z-Bots, Power Rangers og så videre – der skulle kæmpes for markedsandelene, og Bluebird havde ikke de samme muskler som Hasbro og Mattel.

I 1993 forsøgte man dog at erobre USA med en tegneserie hvor Max via sin magiske baseball-hat blev transporteret rundt i alle universets afkroge for at bekæmpe onde monstre og vanvittige videnskabsmænd. Nogle mener at tegnefilmene faktisk var bedre end legetøjet, men under alle omstændigheder levede begge dele i forholdsvis kort tid. TV-serien lukkede ned ved udgangen af 1994 efter 40 afsnit, og kort efter stoppede legetøjet også produktionen.

Men hvorfor dedikerer jeg så den allerførste artikel til dette, især i Danmark, ret ukendte legetøj? Jo, ser i, Mighty Max’s størrelse døde nemlig IKKE med Mighty Max. Nej, Lewis Galoob tænkte “det er da en fed størrelse til legetøj”. De havde allerede Micro Machines, men pludselig kom der playsets med figurer fra kendte franchises i Micro Machines serien. Star Wars “hovederne” er blandt de mest populære hos samlere, men der er også udviklet Batman og Star Trek Micro Machines playsets. De fleste mener at disse aldrig ville have eksisteret uden Mighty Max til at vise vejen.

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.